Tvangsfusioneret

Forandringens Fire Rum
Af Karen Lumholt, DJ

Det er godt at de forbudte ting får lov at komme ud i det lukkede rum

Ingen ansatte i de tre institutioner havde ønsket fusionen. Hver især var de glade for og stolte over deres institution. Et tvangsægteskab var det. Høringsfasen var kort og brutal. Personalet var frustrerede. Især de ældre medarbejdere sørgede over skilsmissen fra et hus, der fyldte meget i deres liv.
”Alle tre institutioner havde et godt ry, men vi er meget forskellige og vi syntes hver især at vi var de bedste”, fortæller Stella Kastrup, souschef i den nu sammenlagte institution Trekløveret. Hun var leder i den institution, hvor de besluttede at arbejde åbent med de mange ”forbudte” følelser over for fusionen, fx følelsen af at være bedre end de andre og de vrede, sårede og frustrerede følelser. Kunne man tale om dem?
Ja, det kunne man godt. Metoden hedder Forandringens Fire Rum og den praktiseres i Danmark af Agnete Munck. Det var også hende, institutionen kontaktede.
Forandringens Fire Rum går ud på at tage den enkelte medarbejder og hele teamet ud på en rejse, hvor den enkelte får lov at identificere hvor vedkommende befinder sig i forhold til forandringsprocessen og får lov at sætte ord på både positive og negative følelser. Metoden bygger på det syn, at alle faser i forandringsprocesser er naturlige og ofte nødvendige. At personalet samtidig får et fælles sprog, som gør det lettere at kommunikere deres følelser også bagefter – og også ofte får et mere positivt syn både på forandringen og på hinanden, er endnu en gevinst.

Hvordan gik det til?
Stella Kastrup besluttede i samråd med medarbejderne at bruge den årlige personaleweekend på at åbne op for posen med alle de forvirrende og negative følelser. Det skulle ske på en kærlig og accepterende måde. Alle skulle have mulighed for at få ejerskab til den nye virkelighed ud fra det sted, hvor den enkelte befandt sig. Hun kontaktede Agnete Munck, som hun havde læst om i nogle kursuskataloger. Agnete kom ind til et formøde, hvor der også var én fra personalet.
Inden da havde de holdt et personalemøde, hvor de havde formuleret hvad de ville. ”De ord, vi havde sat på, spurgte Agnete ind til. Så gik hun tilbage og udarbejdede et forslag, som hun sendte til os for at høre, om vi var enige. Hun havde fået fat i rigtig mange af de ting, vi havde sagt at vi ville – både med weekenden og på lidt længere sigt. Hvor vi ville hen”, siger Stella Kastrup.

Hvor er vi hver især henne?
Programmet bliver lagt i fællesskab. På dagen starter Agnete Munck med at snakke lidt om sig selv. Det skaber en god stemning, der bliver grinet og smilet. Så tager hun en runde, hvor alle får lov at fortælle hvor de er og hvad det er for tanker, de har i hovedet.
Næste skridt foregår på gulvet. Alle skal op at stå. Agnete har tegnet en linje og nu skal man placere sig selv i forhold til denne linje – i første omgang symboliserer linjen graden af positive eller negative følelser over for fusionen. I yderpositionerne er man MEGET positiv eller MEGET negativ.
Nu bliver alle bedt om at fortælle, hvor de vil placere sig på linjen. De er tydeligvis mange forskellige steder. Leder og souschef er to forskellige steder. Pædagoger og medhjælpere er også.
”Souschefen og jeg var nok længst fremme – vi havde jo været med til alle formøderne med kommunen, så vi havde følt os involveret. Det samme gjaldt den pædagog, der havde siddet med fra personalet”, fortæller Stella Kastrup.
De unge medhjælpere har ikke så meget imod fusionen. De lidt ældre medarbejdere er dem, der har mest modstand og mest sorg. Institutionen er en stor del af deres identitet.

Testen
Så skal deltagerne testes. De sidder hver for sig og udfylder en større test med deres egne ord og beskrivelser. Alle ord, der siger noget om, hvilken strategi den enkelte vælger i forhold til forandringer – og hvor vedkommende befinder sig lige nu. Derefter samler Agnete dem igen i en fælles seance, hvor de sætter deres egne tanker og ord ind fire forskellige kasser – forandringens fire rum.
”Vi gjorde meget ud af at tale om hvilken betydning ordene havde for den enkelte. Der var god tid og en dejlig stemning. Agnete spørger ind til det på en god måde”, fortæller Stella Kastrup.
Så er der pause – og Agnete tegner de fire forandringsrum på gulvet. Nu skal deltagerne stille sig i det rum, hvor de efter deres egne beskrivelser hører hjemme. Til en af de andre, der står i samme rum som dem selv, skal de fortælle hvordan de har det – finde nogle stemninger og følelser frem. ”Det var rigtig dejligt at få lov at sige de ”forbudte ting” til nogen, man ved forstår én”, siger Stella Kastrup.

”Hvis jeg skulle stille mig på linjen nu…”
Efter denne seance, skal alle fortælle lidt om, hvad de har oplevet. De har sammenlignet sig med de andre og fundet ud af: Nej sådan har jeg det alligevel ikke. Og de har lyttet til kollegerne: Nå sådan har DU det? Det vidste jeg alligevel ikke. Det har du ad aldrig sagt. Og frem for alt har de oplevet accept af, at de var der hvor de var.
Men det er bemærkelsesværdigt, at flere siger, at hvis de skulle stille sig på linjen nu, så ville de stille sig et andet sted – alle har rykket sig lidt. ”De var blevet meget mere bevidste om hvor de stod – mere klar over deres følelser og de nuancer, der var i dem”, siger Stella Kastrup, der også som leder fik meget nyt at vide om sine medarbejdere, som har gjort hende til en bedre leder.
En legetøjskuffert og to gaveposer
Inden personaleweekenden havde personalet fået til opgave at købe en lille kuffert, som alle skulle sætte deres personlige præg på. De havde valgt alle at sætte et lille billede på af sig selv. I kufferten havde hver medarbejder desuden lagt to sedler, som beskrev to gode ting , den enkelte ønskede at tage med sig på ”rejsen” gennem fusionen.
Nu beder Agnete medarbejderne én efter én om at fortælle, hvilke gode ting, de har lagt ned i kufferten. ”Det var en god øvelse. Der opstod en varme, som kom fra alle de her mennesker”, fortæller Stella Kastrup.
Udover kufferten, har personalet også fået til opgave at lave to gaveposer. Den ene er til de kommende kolleger. ”Vi skulle skrive til vores kommende kolleger fra de to andre huse, hvad vi ville give til dem – fx en god kollega eller en høj faglighed. Sedlerne lagde vi ned i en gavepose. En dag, når vi har overskud til det, skal vi åbne den og vise den til de nye kolleger”.
Den sidste gavepose blev fyldt på samme måde – hver især skrev hvad de ville give og lagde sedlen ned i posen. ”Men denne gang handlede det om hvad vi giver til hinanden her i huset – og den er åben. Vi kan kigge i den hver dag”, fortæller Stella Kastrup.

”Til sidst tog vi hinanden i hænderne og gik over stregen”
Til sidst gik alle ud på tagterrassen, hvor børnene står når de sover til middag. Her fra kunne de se over til de to andre institutioner, som de skulle fusioneres med.
”Agnete tegnede en streg. Det var en streg, vi skulle gå over, når vi var klar til at se fremad. Vi skulle lukke øjnene og ikke åbne dem, før vi var klar. Når alle var klar og stod med åbne øjne, skulle vi tage hinanden i hænderne. Der gik noget tid. Vi kiggede på hinanden og kiggede ned af rækken. Til sidst tog vi hinanden i hænderne og gik over stregen. Jeg ved ikke om Agnete gør sådan her med alle – men hos os passede det rigtig godt, til de mennesker vi er”, siger Stella Kastrup.
Bagefter
Dagen efter snakker personalet meget om hvordan det har været. Det har været en god proces. Den har åbnet op.
I tiden efter taler de måske ikke om den hver dag, men de taler ofte om hvordan de har det – og om hvordan de hver især har bevæget sig. Der er en accept over for emnet – og de taler sammen om det på en varm og indforstået måde.
Der går en måned, så træder fusionen i kraft. Stella Kastrup mærker tydeligt, at den institution, som har været igennem ”Forandringens Fire Rum” er den mest forberedte – og medarbejderne de mindst frustrerede.