De politiske ideologier og køn

”Når nu mænd kæmper for deres frihed,
er det så ikke uretfærdigt at kue kvinder?”

Mary Wollstonecraft, 1792

Af Agnete Munck

Indledning
De tre klassiske politiske ideologier i den vestlige verden, konservatismen, liberalismen og socialismen har den franske revolution i 1789 som enten skræmmebillede eller inspiration.
De bygger på indbyrdes forskellige grundlæggende værdier og menneskeopfattelser, og de forfægter hver især deres modstridende ideer om stats- og samfundsindretningen. De fremstår som meget forskellige.

Læser man de klassiske ideologiske bud på samfunds-indretningen gennem kønsbriller så træder der imidlertid et fælles træk frem.
Ideologiernes grundlæggere er, deres uenigheder til trods, fælles om at gå ud fra, at mænd er mennesker, og kvinder er kønsvæsener. Kvinder opfattes ikke som selvstændige politiske personer men som væsener underordnet mænd og dermed udelukket fra den politiske tænkning.

De ideologiske forestillinger bygges op fra dette grundsynspunkt.
Det sker ved, at tænkerne opretter skel mellem en ”privat” sfære, som lades ude af betragtningen, og så en ”offentlig” sfære, der er rum for ideudviklingen.
Ideologierne er fortalernes mentale rambuk for ændringer af magtforholdet mellem klasserne i den offentlige sfære. Magtforholdet mellem kvinder og mænd i den private sfære sættes der ikke spørgsmålstegn ved i de politiske ideologier.
Det ulige magtforhold i privatsfæren, med mænd som dominerende og kvinder som afhængige, opfattes ligefrem som ønskværdigt, meningsfuldt eller naturgivent.
Argumentet er naturen.

Konservatismen – Politik som scene for mænd
Konservatismens fader, Edmund Burke beskrev et konservativt samfund, baseret på nedarvede værdier ud fra tanken om at mennesket er en mand, især e. I Burkes verdensbillede var mænd- især dannede mænd fra jordejerklassen eller adelen- centrum for politik, for religion og for produktionen. Kvinder var i hjemmets isolerede verden.
Samfundsopfattelse og menneskesynet i konservatismen har sin grund i en forestilling om nationen som en levende, sammenhængende organisme. Mennesker skaber samfundsorden ud fra familien, over det nære fællesskab, ind det civile samfund. Den samles i staten, der ledes af monarken og beskyttes af Gud.
Kvinder skrev indignerede protester mod Burke. De gav stemme til krav om frihed fra fordummende pyntesyge og tidsspilde som øjentjener for mænd. Kvinder ejede intellekt, intelligens og vilje, og de viste dette i deres opgør med den konservative patriarkalske kvindeopfattelse.

Den klassiske liberalisme
Opgøret med kongemagt og enevælde i England fødte tanker om det fri menneske. Mennesker er født frie, fornuftige og i besiddelse af kræfter og talenter til at sørge for sig selv. Mennesker er i stand til at forøge sin velstand ved eget arbejde, og har naturligt ret til ejendom og til at forsvare den. Mennesket er fornuftigt og kæmper naturligt for sine og sin families interesser. Et frit menneske kan ikke være født ind i noget dominans-forhold.
Den klassiske liberalisme kræver en række rettigheder: frihed over egen krop, til at nyde frugterne af eget virke og frihed til at råde over egen ejendom. Disse rettigheder er medfødte, naturlige rettigheder.

Men der var en hage ved argumentationen: Fra starten af havde liberalismen den frie mand som ideal, ikke den frie kvinde. Når argumentationen drejede sig om køn, gjaldt en anden standard: Her var de naturgivne kroppes forskelle – kvinders biologiske moderskab – pludselig gyldig grund til at opretholde kvinders ulige stilling. Frihedsrettighederne gjaldt altså ikke for kvinder. Den herskende dobbelt-standard – der gjaldt ét sæt normer, gyldige for mænd, kaldet mennesker, og ét sæt for kvinder – var uholdbar i længden og blev udsat for kritik fra såvel kvinders som fra mænds side.

Mary Wollstonecraft om kvinders pligt mod sig selv
Forfatteren og samfundsdebattøren Mary Wollstonecraft vender sig i 1790rne mod liberalismens forherligelse af ejendomsretten.
Ejendomsretten er alt for højt sat i samfundet; fra den overdrevne respekt for ejendomsretten strømmer laster og onder. Besiddende mænd forfalder til lediggang i fornøjelser. Hustruer til velstående mænd står sig dog dobbelt ilde. De er afhængige af deres mænd, de har ingen rolle at udføre i samfundet, og de har ingen meningsfuld beskæftigelse i hjemmene. Ved siden af den rige mand er hans hustru et nul, konstaterer Wollstonecraft. Hun ejes af sin mand. Ejendomsretten slår sine lange arme ind i ægteskabet. Kvindernes tilstand af evig barndom med pyntesyge og påførte hjælpeløshed vokser ud af mænds underkuelse af kvinder, og kvinder udvikler snuhed som svar på mænds undertrykkelse.

Mary Wollstonecraft opfordrer kvinder til at forlade det traditionelle ægteskabs bur og stå på egne ben. Hun skrev, at kvinders første pligt er over sig selv som fornuftsvæsener. Hun vil løfte kvinderne gennem skolegang, uddannelse og meningsfuld beskæftigelse, der udfordrer kvindernes intellekt.
Kvinder er ikke skabt på et lavere niveau end mænd; de bliver ført derned af det skæve magtforhold mellem kønnene.

Den klassiske socialistiske tænkning
Ingen af de klassiske socialistiske retninger fremhævede kvindernes politiske organisering som en nødvendighed for socialismens mål: den endelige frigørelse af menneskene. Kvindernes frigørelse, tænkte man, ville automatisk følge af den almene frigørelse. De socialistiske tænkere havde en drivkraft i deres kamp for oprør og revolution. Deres fokus er hentet fra det, der er genstand for deres kritik: et dem over for et os, de herskende over for de beherskede. I dette fokus er den ene samfundsklasse sat op over for den anden. Man ser ikke, at mænd står over for kvinder i en interessekamp.
De socialistiske agitatorer stillede ganske vist krav om forbedring af kvinders vilkår: det gjorde man for at modarbejde, at kvinder blev reaktionære. Et andet mål at hverve dem for socialismens sag. Der skulle ikke sættes lys på mænds dominans over kvinder i arbejderklassen.
Den klassiske socialisme, reformsocialismen, kommunismen og det nye venstre har alle haft kvindelige teoretikere og kvinder som medlemmer og ledere. Der har siden starten været kvinder, der satte fingeren på dilemmaet mellem klassetænkningen, der samler begge køn i arbejderbevægelsen, og så kønstænkningen, der sætter fokus på kvinders og mænds ulige livsvilkår.

Afslutning
De tre ideologier har taget det mandlige køn som udgangspunkt.

De ideologiske fædre Edmund Burke, Adam Smith og Karl Marx slæbte patriarkalsk tankegods ind i deres tænkning. Liberalismen og socialismen svigtede den kolossale energifrisættelse til samfundsudvikling, der kunne have ligget i at kræve samme vilkår og medtænke frihed og lighed for kvinder. De opretholdt det kunstige skel mellem privatsfære og offentlig sfære, hvilket forsinkede kvinder i deres ideologiske, økonomiske og politiske frigørelse. Samtidig medførte det, at samfundsudviklingen blev trukket skæv, fordi den var tilrettelagt udelukkende ud fra det ene af samfundets to køn.