Dømmer du for hurtigt?
En sten på min rude
En dag, da jeg sad og skrev om konflikter, lød der et tydeligt bump på ruden på altandøren. Uden at overveje noget rejste jeg mig op, rundede skrivebordet, og trådte tre skridt hen til døren. Jeg vidste, hvad der var sket: Der var nogen, der havde kastet en sten på min rude. Åh – ja – – nu må jeg takle dem på en rolig måde, fik jeg sagt til mig selv, idet jeg åbnede og kiggede.
Jeg kiggede ud og ned – en fugl. Den var besvimet. Jeg samlede den op og skrev videre. Det var om en teori om, at mennesker i konflikter tillægger andre negative motiver. Og medens fuglen langsomt kom til sig selv, kom jeg også til mig selv, og opdagede min egen variant af ”at tillægge andre negative motiver”: Nemlig, at jeg på sekunder fik skabt en syndebuk bag en urovækkende hændelse – og at denne forklaring var fuldstændig skudt ved siden af.
En vag skamfuldhed sneg sig ind på mig, medens fuglen begyndte at røre på sig; jeg tog den op på fingeren. Den var lille, med noget orange på hovedet. Fuglen hoppede op på gruben mellem min hals og skulder. Jeg var målløs og mærkede afgrunden mellem min egen lille angst, der fluks skabte et fjendebillede, og så denne lille fugls tillid.
Jeg kom til at grine ad min reaktion. Med fuglen i halsgruben lirkede jeg mig hen til tastaturet og fik fastslået, at det var en fuglekonge. Den kan lide at få varmen fra mennesker, stod der. Inden fuglekongen blev helt frisk igen åbnede jeg terrassedøren og lempede den over på rækværket
Gratis guide og nyhedsbrev
